Kildesammenligning: spørgsmål at stille, før du tager stilling

Hvorfor en tjekliste, før du beslutter dig

Når du sætter dig for at forklare et aktuelt emne, ender du ofte med flere kilder, der ikke siger det samme. Fristelsen er at vælge den, der lyder mest overbevisende, eller den, du stødte på først. Det er sjældent et godt grundlag. I undervisningen i kildesammenligning arbejder vi derfor med en fast rækkefølge af spørgsmål, som du går igennem, inden du beslutter, hvilke kilder din forklaring skal hvile på.

En tjekliste gør ikke vurderingen mekanisk, men den sikrer, at du ikke springer de kedelige trin over. Jeg ser det ofte hos kursister: de læser fire artikler grundigt, men har aldrig noteret, hvem der står bag dem. Med listen ved siden af dig bliver det en vane at spørge først og tolke bagefter. Det giver ro, især når emnet er stort, og tiden i efteråret er knap.

Afsender: hvem står bag, og hvad ved de?

Det første punkt er afsenderen. Find ud af, hvem der har udgivet kilden, og hvad vedkommende har af faglig nærhed til emnet. En myndighed, en forsker, en interesseorganisation og en privat blogger kan alle have noget værdifuldt at sige, men de ved forskellige ting og har forskellige grunde til at sige dem.

Skriv afsenderen ned i dit researchark, også selv om det virker oplagt. Noter, om forfatteren er navngiven, om der er en kontaktmulighed, og om afsenderen tidligere har beskæftiget sig med samme emne. Mangler du de oplysninger, er det i sig selv en oplysning. Det betyder ikke, at kilden er ubrugelig, men at du skal veje den lettere og helst bekræfte det vigtigste et andet sted.

• Hvem har udgivet kilden, og er forfatteren navngivet?
• Hvilken tilknytning har afsenderen til emnet?
• Kan du finde afsenderens egen beskrivelse af sig selv?

Formål: hvorfor findes kilden?

Næste spørgsmål er, hvad kilden skal opnå. En rapport kan være skrevet for at oplyse, men også for at få støtte til en sag, sælge en ydelse eller forsvare en beslutning. Formålet afgør, hvad der bliver fremhævet, og hvad der bliver udeladt. Det gør ikke indholdet forkert, men det farver udvælgelsen.

Læs derfor overskrift, indledning og afslutning med dette spørgsmål i baghovedet. Bemærk, om sproget er afdæmpet eller fyldt med ladede ord, og om kilden gør opmærksom på modargumenter. Når du sammenligner to kilder, er det ofte forskellen i formål, der forklarer, hvorfor de når til forskellige konklusioner om det samme tal eller den samme begivenhed.

Dokumentation: kan påstandene følges tilbage?

Tredje trin er at se på, hvad kilden selv støtter sig til. Henviser den til tal, dokumenter eller udtalelser, du kan finde frem til? Eller bliver tingene bare sagt med sikker stemme? Jo nærmere du kan komme på det oprindelige materiale, desto bedre står du, når du skal forklare sagen til andre.

Prøv at følge mindst én central påstand hele vejen tilbage til dens primære kilde. Ofte opdager du, at flere artikler gentager den samme oprindelige oplysning, og at de derfor ikke er uafhængige af hinanden. Fem kilder, der alle citerer det samme notat, tæller som én. Det er en af de vigtigste erfaringer i øvelserne, og den ændrer, hvor sikker du tør være i din formulering.

• Kan tal og citater spores til et konkret dokument?
• Gentager kilderne hinanden, eller bekræfter de hinanden uafhængigt?
• Er datoen tydelig, og er oplysningen stadig gældende?

Læg kilderne side om side

Når de tre første punkter er noteret for hver kilde, sætter du dem op ved siden af hinanden i en simpel tabel: afsender, formål, dokumentation og dato. Allerede her ser du mønstre. Måske er to kilder enige, men har samme ophav, mens en tredje afviger, fordi den bruger en anden definition af et nøgleord.

Skriv til sidst en kort sætning om hver uenighed: hvad der adskiller dem, og hvad du ikke kan afgøre ud fra det, du har. Det er en styrke, ikke en svaghed, at kunne sige, hvad der er uafklaret. Den sætning kan senere blive til en passage i din forklaring, hvor du fortæller læseren, hvad der er sikkert, og hvad der afhænger af, hvem man spørger.

Beslutningen: hvad bygger du på, og hvordan siger du det?

Til sidst beslutter du, hvilke kilder der bærer forklaringen, og hvilke der kun får en bisætning eller slet ikke indgår. Vælg få, men solide, og vær åben om, hvor grundlaget er tyndt. Overvej, om du kan bygge hovedlinjen på primære kilder og bruge de øvrige som supplement eller kontekst.

Formuler dig derefter i samme styrke som dit grundlag. Har du ét dokument, så skriv, at det fremgår af det dokument. Har du flere uafhængige kilder, kan du være mere bestemt. Det handler ikke om at tage parti, men om at lade sproget svare til det, du faktisk ved. Gem din udfyldte tjekliste sammen med udkastet, så du eller din underviser kan se, hvordan valget blev truffet.

• Vælg de kilder, der bedst kan dokumenteres.
• Skriv, hvad der er uafklaret, i stedet for at skjule det.
• Lad formuleringens styrke svare til grundlaget.

En tjekliste om afsender, formål og dokumentation tager kun en lille time pr. emne, men sparer dig for at bygge en forklaring på et svagt fundament. Brug den, før du skriver, og gem den bagefter som dokumentation for dine valg. Over tid bliver spørgsmålene en indre vane, og du opdager hurtigere, hvornår en kilde skal tages med forbehold. Det er den slags nøgternhed, kurset arbejder hen imod.